Ti år med AO3: Michele Tepper

Michele Teppers bidrag er den sidste del af denne serie, der skal fejre de ti år, siden Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv) blev skabt. Michele var et stiftende medlem af OTW (Organisationen for Transformative Værker) og var med til at skabe AO3’s “look” i rollen som ansvarlig for design i de tidligste dage. Hendes bidrag giver en god afslutning til denne serie, som fremhæver vigtigheden i at samarbejde for at nå i mål med sådan et stort projekt.

Jeg blev involveret i OTW, fordi jeg kendte nogle af de andre stiftere på forhånd. Et par år tidligere havde jeg designet et forum for Buffy-fans (buffistas.org), så jeg havde en forståelse for udfordringerne ved at arbejde med et remote hold af frivillige på et projekt for et fanfællesskab. Desuden arbejdede jeg for et designstudie for digitale produkter, hvor jeg kunne se den bølge af kommercialisering af “brugergenereret indhold”, og jeg kunne godt lide idéen om at gøre noget, der hjalp med at bevare transformative værker i skabernes hænder. Så jeg sagde til Naomi Novik, at jeg var interesseret i at hjælpe, og sådan blev jeg et stiftende bestyrelsesmedlem hos OTW!

Det, jeg husker mest fra de første dage med AO3, er samarbejdet. Naomi, cmshaw og jeg brugte mange timer på at nå frem til arkivets kernefunktioner; teknologer og UX-designer i samarbejde om at finde den bedste løsning. Vi satte en køreplan sammen, der fik AO3 igennem de første år, samt en oplevelse, som folk peger på som ekseptionel, og det er jeg stolt af.

Min yndlingsting ved AO3 er tagging-systemet og tagorganisatorerne. Jeg har bogmærket siden med tagget “feels” (følelser) på min telefon, og når jeg har brug for et følelsesmæssigt boost, så går jeg derind og kigger på alle de forskellige måder, som folk har tagget for feels, alt sammen listet og forbundet af tagorganisatorerne. Det gør mig så åndsvagt glad hver gang.

Jeg vil ikke spå om OTW’s fremtid, for jeg kunne aldrig have spået OTW’s fortid! Fanværker er langt mere accepteret i mainstream, end de var for 10 år siden, og OTW og AO3 er en stor del af grunden til det.

Det var alt fra vores series bag om kulisserne på AO3. Vi sætter så meget pris på alle, der har bidraget til denne serie, samt alle de andre frivillige, der har arbejdet hårdt på at gøre AO3 til et sikkert sted for alle slags fanværker, siden OTW blev stiftet. Vi er enige med Michele i, at fanværker og fankultur er langt mere accepteret i den bredere kultur end for 10 år siden, og vi er stolte af, at OTW og AO3 har bidraget til det. Skål for 10 år med AO3!


OTW er nonprofit forældreorganisationen for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er drevet af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW’s hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.

Announcement, Archive of Our Own

Comments are closed.