Oktoberkampagne 2020: Tak for jeres støtte

OTW’s (Organisationen for Transformative Værker) halvårlige medlemskabskampagne er slut, og vi glæder os over at kunne sige, at selvom vi ikke nåede vores mål på 5.000 nye medlemmer, har vi registreret i alt 2.660 medlemmer fra 69 lande, hvilket bringer vores totale fundraising-beløb for perioden op på 89.688,51 USD. Mange tak!

Det glæder os, at så mange af jer har grebet muligheden for at formalisere jeres støtte til OTW. OTW er en nonprofit organisation, så vi er afhængige af kreative, finansielle og logistiske bidrag fra fans fra hele verden. Som beskrevet i vores seneste budget-indlæg er det vores medlemmers gavmildhed, der understøtter vores arkivariske, juridiske, akademiske og teknologiske arbejde og gør, at vi kan fortsætte arbejdet med vores mission om at bevare fanværker og fankultur. Tak!

Og hvis du ikke har registreret medlemskab, er det ikke noget problem! OTW tager imod både medlemmer og bidrag hele året rundt.


OTW er nonprofit forældreorganisation for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er anført af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW’s hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.

Announcement

Comments are closed.