
Sæt kryds i kalenderen: det er næsten International Fanworks Day!
Den 15. februar fejrer vi International Fanworks Day. Denne fejringsdag blev skabt af OTW (Organisationen for transformative værker) i 2014 for at fejre udgivelsen af en million fanværker på Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv). Det er en anerkendelse af fanværker i alle deres former – fics, kunst, videoer, magasiner og mere – og hvor vigtige de er for fans verden over.
Dette år vil være den niende gang, hvor OTW afholder International Fanworks Day. Vores tema for i år er “Når fandoms mødes”. Har du nogensinde drømt om, hvad der ville ske, hvis Sam og Dean Winchester stødte ind i L fra Death Note på en af deres efterforskninger? Eller hvis Katsuki Yuuri og Viktor Nikiforov landede i et alternativt univers ala Our Flag Means Death? Dette er din mulighed for at skrive, tegne eller filme dine ideer for det vildeste fandom crossover!
Du kan deltage, lige som du har lyst til, men her er nogle forslag:
- Lav en liste over alle dine yndlings-crossovers og del den til vores Feedback Fest, der starter den 12. februar
- Udgiv dit eget crossover-værk på AO3, og brug vores International Fanworks Day 2023-tag
- Del dine crossover-headcanons på sociale medier ved at bruge tagget #IFD2023 eller #IFDChallenge2023
Følg OTW News på sociale medier for at finde ud af, hvad vi har planlagt for at fejre International Fanworks Day. Hvis du eller dine fandomfællesskaber afholder jeres egne aktiviteter, må i endelig sig til, så vi kan gøre andre opmærksomme på dem!
OTW er nonprofit forældreorganisation for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er anført af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW’s hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.