At finde fællesskab i isolation

OTW (Organisationen for Transformative Værker) er en nonprofit, bemandet af frivillige fra hele verden. Alt, hvad vi indsamler, går til vores projekter. Men vi kan ikke gøre det alene. Derfor sætter vi vores halvårlige medlemskabskampagne i gang i dag, som vi gør hver april, og beder vores brugere om at give et bidrag til vores arbejde.

Dog er denne april på mange måder helt ulige tidligere år. Den nuværende globale situation er uden fortilfælde, og vi har fuld forståelse for, at mange af jer, der normalt ville give et bidrag til OTW, måske ikke har mulighed for at gøre det nu. Vi vil gerne forsikre jer om, at takket være jeres tidligere gavmildhed og Økonomikomitéens utrættelige arbejde, så er vi her også på langt sigt, ligegyldig hvor mange penge vi indsamler denne gang. Giver I et bidrag nu, vil det opretholde vores arbejde endnu længere ud i fremtiden og støtte os i vores planlægning af, hvordan vi kan vokse i de kommende år.

Bidrag er en investering i OTW, som er mere end bare økonomisk. Ved ethvert bidrag på 10 USD eller mere kan du blive medlem af OTW for det næste år eller fornye dit medlemskab, hvis du tidligere har givet et bidrag. Medlemmer kan stemme til vores bestyrelsesvalg i august og være med til at bestemme, hvordan bestyrelsen – der styrer OTW’s strategiske udvikling og fremtidige planlægning – skal se ud.

Som altid – men særligt lige nu – skal I vide, at ethvert bidrag til vores fællesskab er værdifuldt og vigtigt. Om du skaber fanværker, der underholder og opmuntrer os, sender kommentarer og kudos, bidrager til at nedfælde fanhistorie og -kultur, oplyser os med akademiske artikler om fanrelaterede emner, giver din tid som frivillig eller bidrager med økonomisk støtte til vores projekter, så er vi taknemmelige for, at du er en del af det, vi laver!

Overvej at give et bidrag, hvis du kan, og hjælp os med at gøre vores bedste for at støtte dette fællesskab i dag, i morgen og for evigt. Det kan godt være, at vi har været i isolation i de sidste uger eller måneder, men takket være jeres engagement, så er vi aldrig rigtig alene.


OTW er nonprofit forældreorganisation for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er anført af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW’s hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.