5 Things an OTW Volunteer Said

Fem ting, som Naomi Novik sagde

Omkring hver måned afholder OTW (Organisationen for Transformative Værker) en Q&A med en af deres frivillige for at høre, hvordan vedkommende oplever OTW. Hvert indlæg er udtryk for hver frivilliges personlige holdning og reflekterer derfor ikke nødvendigvis OTW’s holdninger eller politik.

Som en del af vores 10-årsjubilæum har vi denne måned en speciel retrospektiv Fem Ting. Dagens indlæg er med Naomi Novik, en af grundlæggerne af OTW, et tidligere bestyrelsesmedlem og nuværende medarbejder for Accessibility, Design, & Technology (Tilgængelighed, Design & Teknologi). Følgende er en transkription af et interview, som er blevet redigeret i længde og for klarhed.

Hvordan var OTW’s første år? Hvad husker du mest fra det?

Jeg husker ikke højdepunkterne så godt. Med tiden er det blevet problemerne, jeg husker bedst. I begyndelsen brugte vi meget arbejde på at forsikre folk om, hvad vi var ved at gøre, så de ikke kunne komme i [juridiske] vanskeligheder, at der var måder, hvorpå folk kunne kontrollere deres historier. En anden del det første år var, at folk forventede at se resultater 5 minutter efter, vi var blevet dannet! For eksempel, hvor er Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv)? Men det tager alt sammen tid, og der er en del begyndervanskeligheder, når du skal bygge noget op fra bunden. Min filosofi er dog, at man skal gøre tingene, hvis man har momentum, og at det er bedre at have gjort noget, der ikke var perfekt, end slet ikke at have gjort noget.

Der er forskellige måder, hvorpå en holdbar organisation ikke kan fungere udelukkende via passion, men den skal samtidig kunne udnytte passion. Vi havde vanskeligheder ved at gennemskue, hvordan vi skulle holde en organisation kørende, samtidig med at den skulle vokse. Mange detaljer er glemt nu – jeg har en skrækkelig hukommelse, når det kommer til sådan noget, for så snart noget ikke længere er mit problem, glemmer jeg det igen.

Et eksempel er dog at udtænke det kommunikative, og hvordan dette skal udformes [for OTW og dets komitéer]. [De første frivillige] var alle på LiveJournal, og derfor troede jeg med kommunikation, at det blot var nyhedsbreve, vi havde, og så kunne folk fra OTW igennem deres LiveJournals publicere og dermed snakke med andre fans på et individuelt niveau. Dette fungerede ikke særlig godt, og selvom jeg ikke personligt var involveret, kan jeg huske de frustrationer, vi havde over ikke at have succes med det.

Jeg var mere involveret i den tekniske del, som vi også havde mange uenigheder om. Spørgsmålet var nemlig, om du designer det først, så alt er, som du ønsker det, og derefter bygger den, eller om du bare begynder at bygge den? Og jeg mener helt klart, at vi endte med at gøre det på den rigtige måde. Vi kastede os ud i det og startede med at bygge. Alt i alt er jeg meget glad for den succes, som den strategi har medført. Selvfølgelig ved vi senere, at den er mangelfuld, og at der er behov, den ikke dækker, men det er en byttehandel at have et arkiv.

Grundlæggende tror jeg, at det var det rigtige valg, og vi er langt fra den første organisation, der har stået over for dette valg. Selvfølgelig er der mange forskellige måder at tage det valg, om vi kunne nok have gjort det på en bedre måde. Nu er omkostningerne for denne strategi nødt til at blive betalt af i lang tid, men det betyder mest for mig, at vi skabte noget, og at der bliver arbejdet for at nå et stabilt niveau. I begyndelsen var der en meget fremdrivende drive for at grundlægge noget og at holde det kørende.

Hvad ser du som et afgørende vendepunkt for OTW gennem de ti år?

Vi havde den kæmpe fordel i begyndelsen, at vi startede som en lille gruppe bestående af folk, der mere eller mindre kendte hinanden. Mig [nuværende medarbejder i OTW Juridisk], Rebecca Tushnet og Francesca Coppa [nuværende medarbder for Transformative Work & Cultures – TWC (Transformative Værker og Kulturer)] kendte alle hinanden, og de andre oprindelige medlemmer af Bestyrelsen boede rent geografisk tæt på hinanden, så vi kunne mødes ansigt til ansigt og diskutere tingene. Det var en stor hjælp. Men den oprindelige gruppe havde også en stor portion ekspertise — jurister, akademikere, professionelle skribenter og tekniske eksperter. Medlemmerne af den første bestyrelse var grundpillerne i hver deres komité. Det var dermed en lille gruppe, der kunne arbejde tæt sammen og udvikle hurtigt på deres individuelle områder.

Midtvejs igennem OTW’s vækst gik vi væk fra dette. At være i bestyrelsen er hårdt arbejde, og det tager utrolig meget tid at gøre jobbet godt. Jeg har både gjort det godt og dårligt. Det skyldes i høj grad, hvor meget tid du bruger på det, hvilke folk du arbejder sammen med, om I kan kommunikere på en effektiv måde, og om der er tillid imellem jer.

Vi gennemgik efter min mening et skrækkeligt lavpunkt. Der var en mellemperiode; undersøgelser om denne tendens i non-profit organisationer har vist, at det, OTW gik igennem, er en normal ting. Der er de visionære grundlæggere, et hold af grundlæggere, der gaber over for meget. Dette medfører en masse løse ender. De folk, der efterfølgende bliver rekrutteret ind for at fremme grundlæggernes visioner, ser de problemer, der er opstået. Dog føler de sig frustrerede, fordi de ikke har adgang til grundlæggerne eller til måder at løse problemet på. Dette medfører, at tingene bliver fjendtlige på enten et personligt eller organisatorisk niveau. Dette gjorde, at OTW havde mange medlemmer, der prøvede at komme i bestyrelsen, fordi de var imod de ting, der skete i den.

Så selvom tingene ikke gik så godt i bestyrelsen, og de ikke gjorde alt fantastisk, så ved medlemmerne i bestyrelsen alligevel en masse om, hvad der foregik i OTW, fordi der havde været samtlige diskussioner op til dette punkt. De havde været der i et stykke tid og vidste grundene til, at tingene skete. Dog var der ikke nogen tillid mere, og bestyrelsen som en gruppe var blevet dysfunktionel. Vi har generelt haft mange dysfunktionelle bestyrelser gennem tiden.

Så kom den tredje bølge, der havde det fint med at arbejde i OTW uden nødvendigvis at være en del af bestyrelsen. De havde dog set problemerne og havde arbejdet sig op i organisationen, så de vidste, hvad der skete på toppen. Og selvom de ikke havde noget imod blot at udføre deres arbejde for organisationen, så så de behovet for at træde til og afhjælpe den situation, som vi havde fundet os selv i. Det er den type bestyrelse, vi har nu, og det er efter min mening en god metode. OTW kom igennem disse begyndervanskeligheder, hvilket er vigtigt, da der er mange organisationer, der ikke kommer igennem denne periode fuld af forandringer.

I begyndelsen var kontrasten sådan, at vi havde en del uenigheder, men vi var bygget op på en måde, at alle kendte hinanden og respekterede hinandens færdigheder, før de endte i bestyrelsen. Dette kan være en god ting, men det kan også skabe snæversynethed. De første år var kendetegnet ved, at hvad end man havde lyst til at gøre, det gjorde man. Der var ikke noget, der stoppede dig. Der var endnu ikke noget, så du sørgede blot for at skabe det.

I begyndelsen havde du derfor ikke folk, der allerede var ved at gøre forskellige ting, som dermed skulle ændres — du kan ikke gøre det mod folk, da det dermed ødelægger deres arbejde og fremskridt. Især på kodning-området: Dette er i begyndelsen en utrolig kreativ periode, hvor du bare skaber. Generelt kan folk bedst lide at skabe nye ting i stedet for at vedligeholde de gamle rent teknologisk. Så i begyndelsen er det meget nemmere. Vi fik alle beskidte hænder. Ingen af os havde før arbejdet på noget på størrelse med OTW, og vi prøvede os bare frem. For nogen er det stressende at starte noget, men for andre er det ligeså stressende at holde det kørende og få det til at vokse.

Gennem din tid i OTW, hvad har du personligt opnået, som du er mest stolt af?

At AO3 rent faktisk eksisterer. Da jeg først lavede et indlæg om at bygge et arkiv, overvejede jeg slet ikke, at jeg rent faktisk ville gøre det. Jeg sagde endda, at det var noget, vi manglede, og at hvis en anden ville gøre det, så ville jeg gerne hjælpe. Men så så jeg, at der ikke var nogen, der meldte sig frivilligt, og jeg havde et øjeblik, jeg husker godt, hvor jeg beredte mig på, at påbegyndelsen af dette projekt ville være utrolig tidskrævende, følelsesmæssigt krævende, og at det ville medføre offeromkostninger resten af mit liv. Jeg gjorde det alligevel.

Den originale diskussion genererede momentum, som vi var nødt til at udnytte med det samme. Der er et afgørende øjeblik, hvor du kan lægge en idé på tegnebrættet, og hvis du misser denne chance, kollapser idéen fuldstændig. Da jeg lavede indlægget, gjorde jeg det, fordi jeg var vred og troede på den, jeg var overbevist om, at vi var nødt til at gøre noget. Det er en kliché, men det var et “vær den forandring, du ønsker at se i verden”-øjeblik. Jeg opsøgte derfor Rebecca og Francesca og sagde, “vi skal gøre det her, men jeg kan ikke gøre det uden jer”, og de indvilligede i at være med. Vi har før haft diskussioner om, hvilke problemer vi ønskede, at OTW fokuserede på, og at det var på tide at gøre noget.

Hvad ser du som OTW’s rolle nu, og har det ændret sig siden begyndelsen? Hvordan ændrer det sig de næste 10 år?

Den første rolle, som jeg synes OTW har, som den ikke havde i begyndelsen, er at vedligeholde ting som AO3. Dette gælder både AO3 og Fanlore, men Fanlore er meget nemmere at vedligeholde. Det er ikke nemmere at få det til at vokse, men nemmere at forhindre det i at falde sammen. Selv AO3 er svær at få til at vokse over de næste år, fordi den skal være opdateret på et teknisk niveau. Der skulle gerne være, og det antager jeg, der er, diskussioner om en version 2.0 af AO3. Men AO3 skal ikke ligne sig selv om 10 år, og vi er nødt til at begynde at udtænke den plan [og hvordan vi når dertil] nu i stedet for senere.

Vi påtog os et ansvar, som jeg ved — selv gennem vores mørkeste perioder i bestyrelsen, hvor jeg virkelig troede, at alle de tekniske medarbejdere ville sige op, og der ikke ville være nogen til at køre AO3 — fik folk til at blive [som frivillige], selv da der ikke var nogen god løsning på problemerne. Der var en modvilje mod at give op. Der kan komme en tid, hvor det har en for høj personlig konsekvens at fortsætte med at arbejde på vores projekter, men hvis det kræver, at jeg personligt bliver ved at arbejde på det, så overlever det alligevel ikke. Jeg kan ikke længere være den, der er ansvarlig for vedligeholdelse og udvikling af det, vi startede, i denne del af mit liv. Jeg fik et barn og mit liv forandrede sig. Derudover havde jeg faktisk forsøgt at have samtaler med bestyrelsen om, at hvis man ikke stoler på, at staben har styr på, hvad der skal gøres og dermed også har råderum til det, så overlever et projekt ikke. Der er kun få folk, der holde det kørende, hvilket stadig er tilfældet, men nu er der konsulenter involveret til at udvikle os og en procedure, der gør AO3 nemmere at vedligeholde.

Vi er alle nødt til at være graciøse i de ting, vi bliver enige om, men også i de fejl, vi laver. Der vil måske være en dag, hvor lysene ikke bliver tændt. En dag, hvor vi ikke har råd til at lade det køre rundt, men hvor vi bliver ved med at gøre historierne mulige at downloade og videregive information, så andre kan køre videre. Det er det samme, Open Doors (Åbne Døre) prøver at redde os fra, da der er sider, som bare lukker dørene i, så alle værkerne forsvinder. [Hjemmesiden] iMeem gjorde det med [fans, der lavede] videoer. Pludselig en dag hostede de ikke videoer mere. Jeg mener virkeligt, at vi har en forpligtelse til ikke at gøre sådan. Det er vores mission, det er den vigtigste ting, som OTW skal. Jeg føler, at dette sker [at vi holder tingene kørende og vedligholder dem], så det er jeg glad for.
Jeg føler også, at vi juridisk er i en bedre position, end vi var. Jeg er meget stolt af alt det, som holdet bag Legal Advocacy (Juridisk Rådgivning) har formået. Det har været skønt at se deres sejre. Jeg føler også, at OTW har gjort et godt stykke arbejde ved at opretholde ting igennem Åbne Døre. Det er også noget, jeg gerne vil se mere af: opretholdelsesarbejde. Men den vigtigste ting at arbejde på er den næste generation. Fandom er et meget større begreb nu, end det var før, så OTW behøver ikke at være vigtig for alle fans. Men vi er dog nødt til at spille på børnenes hjemmebane. Der er ikke nok engagement i eksempelvis Wattpad. Derfor tror jeg, at nogen opsøger AO3 med visse forventninger, hvorefter de forlader det igen uden helt at forstå, hvad meningen med det var.

Der er dog en ting, jeg ikke ønsker, nemlig at OTW prøver at blive hip og trendy og dermed forsøger at genopfinde sig selv. Vi ønsker, at det skal være et bibliotek, der måske er kedeligt, men som alle kender til og har til rådighed, hvis de får brug for det.

Hvad har været det sjoveste ved at være frivillig for OTW?

At bygge AO3. Jeg elsker at kode. Jeg synes, det er utrolig sjovt at bygge og kode noget. Jeg elsker det.


Nu da en af vores grundlæggere har sagt fem ting om de bedrifter, de har udført, er det din tur til at tilføje en ting mere! Hvor længe har du kendt til OTW? Benytter du dig af de forskellige projekter? Hvor længe har du været i fandom?

Du kan også tjekke de tidligere Fem Ting-indlæg fra nogle af vores andre frivillige.

Dette nyhedsindlæg blev oversat af OTW’s frivillige oversættere. Vil du vide mere om vores arbejde, kan du besøge Oversættelsessiden på transformativeworks.org.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *